Skal vi behandle samfund eller individ? : en drøftelse af den øgende brug af psykofarmaka i behandling af p-diagnoser

Abstract

Det forespejles at halvdelen af befolkningen vil få en psykisk lidelse i løbet af livet, og mentale sundhedsproblemer er derfor en stor udfordring for dagens velfærdssamfund. Flere mennesker får psykiatriske diagnoser, samtidigt som man ser at salget af psykofarmaka er steget drastisk de sidste årtier. Det er en udbredt opfattelse at psykiske lidelser skyldes kemiske ubalancer i hjernen, hvilket også har bidraget til at give medicinbrugen legitimitet. I opgaven drøfter jeg flere andre teoretiske forklaringer på udbredelsen af p-diagnoser, blandt andet ved at fremhæve at udviklingen af psykisk sygdom afhænger af individets mestring af omgivelsernes krav og forventninger. Ved at påpege hvordan strukturelle ændringer har påvirket konteksten, og hvordan dette har betydning for menneskers fortolkning af egen tilstand, drøfter jeg om det er samfund eller individ som skal behandles. Hvis man tager udgangspunkt i at individualiserings- og medikaliseringsprocesser har bidraget til at ændre synet på normalitet, kan man påpege at udbredelsen af psykisk sygdom også skyldes andre faktorer. Det handler blandt andet om ændrede diagnosepraksisser, medicinsk kundskabsudvikling, lægemiddelindustriens økonomiske interesser, tolerance for afvigende adfærd samt politiske og værdimæssige ændringer. Diagnosticering af psykisk sygdom er et spørgsmål om magt, når bestemte former for adfærd defineres som afvigende og behandlingstrængende, og derfor omhandler diskussionen også hvilke interesser som ligger bag. Hensigten med opgaven er at vise hvordan den øgende brug af psykofarmaka kan forklares som et samspil mellem forskellige kræfter. I dag placeres ansvar og fokus på individet, medens det i andre perspektiver kan argumenteres for at samfundet i sig selv har påvirket udviklingen, og at politiske og økonomiske faktorer kan tillægges en del af ansvaret. For at skabe kollektiv refleksivitet om disse sammenhænge må man have en forståelse for vekselvirkningerne mellem aktør og struktur, og opgaven tilføjer sig i rækken af bidrag i debatten om psykiske lidelser og håndteringen af disse. Ved at benytte kritisk teori som et videnskabsteoretisk bagtæppe, stiller jeg spørgsmål ved hensigtsmæssigheden af at benytte en medicinsk model i forhold til behandlingen af lettere psykiske lidelser, da man kan anvende et kontekstuelt perspektiv for at få en mere nuanceret forståelse. Forskning viser at mentale sundhedsproblemer i større grad forekommer blandt fattige og ressourcesvage grupper, hvilket kan være et udtryk for at lidelserne har med livsvilkår at gøre. Ved hjælp af en litteraturgennemgang viser jeg at der er en tendens til at nedtone denne type samfundsmæssige forklaringer, og at skjulte magtstrukturer bidrager til at påvirke opfattelsen af p-diagnoser som individuel sygdom. Dette er problematisk hvis man ikke klarer at rette interventioner mod de egentlige årsager til øget udbredelse af sygdom. Den biomedicinske model risikerer at tilsløre vigtige årsagsmekanismer ved at fokusere på symptomreducering frem for social fungering. I opgaven drøfter jeg også muligheden for frigørelse fra magtstrukturerne, da individualiseringen i sig selv kan medføre at visse grupper i samfundet havner i en afmagtsposition. Det er nødvendigt at fremhæve de konsekvenser samfundsudviklingen og den førende politik har for befolkningens psykiske helse, for at kunne skabe en offentlig debat om sammenhængen mellem ideologi, normer og udviklingen af psykiske lidelser.