”Jeg har ikke selv fået lov til at vælge…men det er sjovt” : Barnets perspektiv på deltagelse i beslutningsprocesser omkring eget liv i sit habiliteringsforløb
Abstract
Formål: At udforske og få kundskab om barnets perspektiv på deltagelse i beslutningsprocesser omkring eget liv i sit habiliteringsforløb. I studiet stilles spørgsmålene: I) I hvilket omfang oplever barnet at deltage i beslutningsprocesser? II) I hvilket omfang ønsker barnet at deltage? III) Hvilke måder at deltage på udtrykker barnet? samt IV) Hvilken relation kan ses mellem barnets oplevelse af sin funktionshæmning, tilfredsheden med sit habiliteringsforløb samt deltagelse i beslutningsprocesser?
Baggrund: FN Børnekonventionens artikel 12 omkring barnets ret til at udtrykke egne synspunkter, er udgangspunktet for studiet. Konventionen støttes op af forskning indenfor habilitering, som peger på, at børn bør deltage i beslutningsprocesser. Hidtil har forskning indenfor habiliteringsområdet primært været fokuseret på forældres perspektiv på deltagelse i beslutninger med fagpersoner og der er således et vidensgab omkring, hvad barnet selv oplever og ønsker i forhold til den udtrykte rettighed i Børnekonventionens artikel 12. Metode: Ud fra et hermeneutisk-fænomenologisk videnskabsperspektiv er der foretaget et eksplorativt, semistruktureret individuelt interview med 7 børn i alderen 7-14 år, som har en funktionshæmning.
Resultater: Sammenholdt med teori omkring deltagelse, empowerment og barneperspektivet, viser resultaterne, at de fleste af børnene beskriver en begrænset deltagelse, som flere af dem imidlertid er tilfredse med. Når børnene bliver hørt og deltager reelt i beslutningstagningen i forbindelse med deres habiliteringsforløb, sker det på eget initiativ som en form for empowerment. Relationen mellem børnenes tilfredshed med deres habiliteringsforløb, formålet med denne og deres deltagelse i beslutningsprocesser, kan forstås ud fra diskurser omkring normalisering og empowerment samt barneperspektivet og barnets perspektiv.
Sammenfatning: Studiets resultater viser, at de fleste af børnene oplever en begrænset form for deltagelse, hvor den voksne primært bestemmer. Børnene deltager primært i dele af beslutningsprocesserne fremfor selve beslutningstagningen, men er imidlertid tilfredse med denne fordeling af magt og ansvar mellem barn og voksen.